Intelligens kontra IQ

Der er skrevet og sagt meget om intelligens, og fælles for alle disse udtalelser er, at man har yderst svært ved at blive enige. Ordet "intellekt" (latin: intellectus) betyder fornuft, tænkeevne eller erkendelse, hvilket er afledt af ordet intelligere, som betyder forstå. Vi har altså at gøre med et forståelsesmæssigt begreb, dvs. det at forstå eller at fatte.

Evnen til at forstå ting og deres sammenhæng menes i større eller mindre grad at være en medfødt evne, som dog kan udvikles eller trænes gennem hele menneskets levealder. Lidt mere praktisk kan man sige, at menneskets evne til at forstå og opfatte er et udtryk for kompetencen til at løse forskellige problemstillinger, til at tilegne sig ny viden og til at tænke. Ifølge den klassiske opfattelse består intelligens samlet set af den generelle mentale evne til at beregne, ræsonnere, opfatte sammenhænge og analogier, lære hurtigt, gemme og genkalde information, bruge sproget flydende, klassificere, generalisere samt tilpasse sig til nye situationer.

Ud fra argumentet om at begreberne fornuft, intelligens, logik og viden ikke er synonyme, foreslog den amerikanske psykolog Howard Gardner i starten af 1980'erne et nyt syn på intelligens, som inkluderer musik, rumlige forhold og selverkendelse, udover de matematiske og sproglige evner. Med baggrund i den matematiske og sproglige intelligens, udviklede Howard Gardner teorien om de mange intelligenser.

Intelligenskvotienten (IQ eller på dansk IK) menes at være det bedste mål for menneskets evne til at forstå, man kender til i dag. Og når man her taler om "at forstå", menes der som regel evnen til at drage logiske konklusioner på baggrund af en række almen kendte faktorer eller begreber. Dette er for øjeblikket en af de eneste måder, hvorpå man decideret kan måle og dermed skelne mellem menneskers intellektuelle kapacitet, hvilket i høj grad har været med til at gøre den almene opfattelse af begrebet intelligens noget unuanceret. Populært sagt er IQ altså et mål for, hvor klog man er i forhold til andre.

I dag opererer man, jævnfør ovenstående omkring Howard Gardner, med begreber som bl.a. følelsesmæssig, musisk og kreativ intelligens, men i modsætning til logisk intelligens er disse meget svære at måle, da definitionen på sådanne former for intelligens, set i et kulturmæssigt perspektiv, altid vil være arbitrær og til dels subjektiv. Derfor tager traditionelle IQ-tests som regel udgangspunkt i målingen af menneskers generelle intelligens, dvs. primært det at forstå sammenhænge.

Måling af intelligens med resultatet IQ byggede i sin tid på en antagelse om, at der eksisterede en given intelligens, som var normal for hvert alderstrin, hvorfor man opererede med en decideret intelligensalder kontra den almindelige levealder. Det var således muligt at en persons intelligensalder enten lå over eller under den egentlige levealder, og intelligenskvotienten var således et forsøg på en standardisering af forholdet mellem disse to størrelser. Denne betragtning anvendes dog i dag udelukkende i forbindelse med børns intelligens, hvor man for voksne individers vedkommende benytter den såkaldte deviations-IQ baseret på afvigelser fra et givet gennemsnit i befolkningen.

Konceptet omkring intelligenskvotienten bygger på en normalfordeling, hvor middeltallet er IQ 100 og standardafvigelsen som oftest er 15. Dette betyder at to tredjedele af alle personer vil ligge et sted mellem IQ 85 og IQ 115; den brede gennemsnitsgruppe. I dagens befolkning har 25% en IQ under 90, 50% en IQ mellem 90 og 110, 14,5% en IQ mellem 110 og 120, 7% har mellem 120 og 130, 3% mellem 130 og 140 og kun 0,5% opnår en IQ over 140.

Et menneskes IQ beregnes som regel gennem en IQ test, som afprøver personens numeriske, rumlige, grafiske og logiske evner. Under testforløbet scorer personen et vist pointtal, som til sidst sammenlignes med gennemsnittet blandt testdeltagerne. Et højt pointtal oversættes således til en høj IQ, et lavt pointtal til en lav IQ, mens et gennemsnitligt pointtal normalt bliver til en IQ mellem 90 og 110.

Den første intelligenstest for skolebørn blev udviklet af franske Alfred Binet mellem 1905 og 1911, og den fastlagde 100 som værende middelintelligensen. Den blev senere videreudviklet til Stanford-Binet testen af den amerikanske psykolog L.M. Terman (1877-1956) fra Stanford Universitet, som var ham der indførte selve begrebet IQ. Selv den dag i dag anvender man på flere områder i samfundet disse betegnelser for personer med de viste IQ-scores:

 

  IQ 181-200+   Supergeni
  IQ 166-180   Stort geni
  IQ 146-165   Geni
  IQ 132-145   Særdeles begavet
  IQ 121-131   Begavet
  IQ 111-120   Over normalen
  IQ 90-110   Gennemsnit
  IQ 80-89   Lavt gennemsnit
  IQ 68-79   Langsom
  IQ 50-67   Mentalt retarderet
  IQ 25-49   Evnesvag
  IQ under 25   Idiot

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der findes dog et utal af Stanford-Binet-tests målrettede til de forskellige aldersgrupper - helt ned til småbørnsalderen - men fælles for dem alle er, at de måler den mentale smidighed uafhængig af uddannelsen. Så en høj IQ betyder fx ikke, at personen nødvendigvis har en langvarig uddannelse.